Muskelsvindfonden sender mig ind i det 21. århundrede

Heldigvis åbner Danmark nu stille og roligt op igen efter Corona-forskrækkelsen og resultatet er for mig blevet en invitation til at tale om seksualprodukter og -hjælpemidler ved Muskelsvindfonden.

Dette vil foregå som webinar
og går i luften d. 9.6.2020 kl. 16.30.

Egentlig afholdes det for medlemmer, men har du interesse i at lytte med, er du hjertelig velkommen.
Måske lidt opbakning?!? Det er nemlig mit allerførste webinar nogensinde og jeg er mildest talt ramt af sceneskræk over teknikken.

I så mange år, mens mine kollegaer selvsikkert har indtaget det digitale rum, har jeg stædigt ”puttet mig” med kuglepen og papirlapper (alt lige fra hjørnet af servietten, et kasseret ugeblad eller bagsiden af dosmersedlen).

Når mine kollager afholder et oplæg via PowerPoint, slipper jeg afsted med at ”freestyle”. Når mine kollegaer har et veldrejet manus, som de vel og mærke formår at holde sig til, glemmer jeg alt om mine egne forberedelser og improviserer derud af…

Kort sagt, jeg er slet ikke skabt til dette digitale århundrede og end ikke Corona fik mig til så meget som at overveje at gå online i min egen praksis. Jeg vil ”mærke” dem jeg taler med. Indgå i en slags interaktiv ”dialog-dans”, hvor vi sammen bygger samtalen op. 

Der har jeg det bedst og der havde jeg sikkert ”puttet mig endnu”, hvis altså ikke lige Muskelsvindfonden fik ”kastet mig ud på det dybe vand” ved at sætte en dato. Kærlighed til analogien eller ej, nu er der kun den mulighed at begynde at svømme. For drukne vil jeg ikke…

Og ja, jeg har så meget viden, jeg brænder for at dele med hvem. det måtte have interesse. Derfor har jeg selvfølgelig allerede har sagt ”ja tak” til en 2ér. Jeg kan nemlig allerede nu afsløre, at der er så mange spændende muligheder at fortælle om, at vi ingenlunde kan komme omkring det hele på den ene time, webinaret forløber. 

Ligeledes har jeg accepteret at udfordre min angst for at gøre mine eksisterende analoge kurser digitale og er nu gået i gang med at konvertere dem. Så fortidslevn eller ej, jeg opgraderer nu og håber, vi (også) ses i den digitale verden!

Har du forslag til emner, patientgrupper eller faglige udfordringer, der skal skrives med ind i kommende kursusmateriale, så lov mig at sende dine forslag til mig.
Som sagt; jeg vil så gerne ”mærke” dem, jeg taler med…

Af hjertet tak!  Hilsen fra Helle